Opskrifternes sværhedsgrad

Hos PetiteKnit finder du opskrifter i varierende sværhedsgrader. Hver opskrift er tildelt en sværhedsgrad fra 1 til 5 stjerner, hvor 1 stjerne angiver de nemmeste opskrifter for begynderstrikkeren og 5 stjerner angiver opskrifter med de sværeste teknikker for den øvede strikker.

 

1 – BEGYNDER

Opskrifterne i denne kategori er skrevet til helt nye strikkere, hvor du kun skal kende og mestre grundlæggende teknikker for at kunne strikke opskriften. Opskrifterne vil være skrevet i et begyndervenligt sprog med ingen eller ganske få forkortelser. Til mange af opskrifterne, særligt Novice-serien, er der ekstra udførlige videoer, der tager dig igennem de forskellige trin i opskriften. 

Du vil møde følgende teknikker i begynderkategorien:

Krydsopslag, ret, vrang, drejet ret, indtagning, udtagning, omslag og almindelig aflukning.

 

2   – LETØVEDE

Opskrifterne i denne kategori er lidt sværere end begynderopskrifterne, men stadig nemme at tilgå. Opskrifterne er til dig, der har strikket dit første projekt og er fortrolig med at læse en opskrift.

I denne kategori vil du møde forkortelser. Forkortelser, som er særlige for opskriften, vil være beskrevet. Der vil være videoer, som viser teknikkerne, du skal bruge i opskriften.

Du vil møde følgende teknikker i kategorien letøvede udover teknikkerne for de foregående kategorier:

Sammenstrikning af ombuk, knaphuller, simple strukturmønstre og opsamling af masker.

 

   – MIDDEL

Opskrifterne i denne kategori forudsætter, at du har rutine i og er fortrolig med de grundlæggende strikketeknikker, da opskrifterne indeholder sværere teknikker fx til opslagning, opsamling eller vendepinde. Der vil være videoer, som viser teknikkerne, du skal bruge i opskriften.

Du vil møde følgende teknikker i kategorien middel ud over teknikkerne for de foregående kategorier:
Læse et simpelt diagram, italiensk opslagning, italiensk aflukning, Judy’s Magic Cast On, i-cord, simpel dobbeltstrik, dobbeltstrik til italiensk aflukning, German Short Rows, strukturmønstre, simpel montering, broderi på strik og strik med flere farver.

  

4     – OVER MIDDEL

Opskrifterne i denne kategori forudsætter, at du er en rutineret strikker og kan holde overblik i en opskrift. Opskrifterne kan kræve, at du holder styr på flere elementer på samme tid – som fx at strikke efter et diagram og formgivning samtidig. Der vil være videoer, som viser teknikkerne, du skal bruge i opskriften. 

Du vil møde følgende teknikker i kategorien over middel ud over teknikkerne for de foregående kategorier:
Strikke efter et diagram, montering af lynlås, dobbeltstrik og avancerede strukturstrik som fx patent.

 

5      – SVÆR

Opskrifterne i denne kategori forudsætter, at du er en garvet strikker, som kan holde overblik i en opskrift, og selv placere mønster og formgivning ud fra anvisningerne i opskriften. Der vil være videoer, som viser teknikkerne, du skal bruge i opskriften. 

Du vil møde følgende teknikker i kategorien svær ud over teknikkerne for de foregående kategorier:
Avanceret dobbeltstrik til fx kanter, kraver og knaphuller, indtagning/udtagning i mønster og vendepinde i strukturmønster.